Jeg er nu kommet godt i gang med regionsrådsarbejdet. Vi har kun indtil videre været til to regionsrådsmøder, men allerede på onsdag er det næste møde.
Det har bare været med at holde ører og øjne åbne. Det hele har jo været nyt for mig. Men derfor er det så rart, at vi er 15 kompetente medlemmer af den socialdemokratiske gruppe. Nogle har heldigvis siddet i regionsrådet i de sidste 4 år og nogle af de nye har i rigtig mange år været aktive som borgmestre, rådmænd, siddet i amtet osv. Så det er en rigtig god gruppe.

Jeg har fået mulighed for, at koncentrere mit arbejde omkring psykiatrien og det sociale område. Det giver både en rød tråd i arbejdet og samtidig undgår jeg forhåbentlig helt at “drukne” i nye områder.

Jeg er med i det Rådgivende udvalg for psykiatri og social, og jeg er blevet næstformand i et udvalg, som skal beskæftige sig med innovation og udvikling på hospitalsområdet.

Det er meget spændende og jeg har ikke et øjeblik fortrudt at jeg er blevet politiker.

I hele region midtjylland blev der sat 2.934 krydser ved mit navn. Jeg fik stemmer fra alle 19 kommuner. Det er ganske overvældende, og jeg vil gøre mit bedste for at forvalte mine stemmer på den allerbedste måde.
Jeg glæder mig til at tage fat på arbejdet i Rådgivende udvalg for psykiatri og social. Jeg kunne ikke have fået et område, som interesserer mig mere.
Jeg glæder mig også til arbejdet i den socialdemokratiske gruppe. Vi er et blandet hold af erfarne og helt nye, gamle og unge, men jeg tror, det bliver spændende, lærerigt og også sjovt.

I denne sidste uge, er der for alvor tryk på valgkampen. Ikke at vi har ligget på den lade side indtil nu, men nu kulminerer det.
Valgmøder og ude på gaden. Det er så opmuntrende at møde borgerne ansigt til ansigt.
I eftermiddag var jeg til fyraftensmøde i Galten med Jørgen Gaarde, borgmesterkandidaten og de lokale Galten-kandidater, Karen Lindemann, Lotte Tønnesen, Rene Sørensen og Kristian Skovhus; samt et meget veloplagt op spørgelystent publikum.
Jeg kunne særlig notere mig at transportproblemerne fra Galten til Skanderborg by er helt urimelige. Det er da et helt konkret problem, som jeg kan forsøge at løse i Regionsrådet. Jeg glæder mig.

Siden den nuværende regering trådte til, har man år for år flyttet penge fra offentlige sygehuse til de private sygehuse. Ikke nok med det. Man har betalt en horribel overpris for at behandle patienter på private sygehuse, og ladet regionerne betale for det.
Resultatet er enkelt nok: De offentlige sygehuse mangler pengene og savner de læger, som bliver forgyldt, når de tager ”den private kittel” på ved arbejdsdagens afslutning på det offentlige sygehus.

Det er en meget dårlig forretning for den danske befolkning. Hvis ikke denne overbetaling blev sendt efter de private sygehuse, kunne et langt større antal patienter blive behandlet. Men det er ikke V, K og O’s ærinde.

I tilgift er det således, at de patienter, som skal omopereres efter at have været på et privat sygehus, blot kan møde op på et offentligt sygehus, og få det gjort her. Imens vasker de private sygehuse deres hænder og henviser til, at ”patienterne skal behandles, der hvor ekspertisen findes”. Det er dog et selvmål af dimmensioner. Man erkender altså at ekspertisen findes på de offentlige sygehuse, men tager sig selv betalt for at operere på deres egne private sygehuse og klinikker.

I stedet for at satse på de private sygehuse, skal vi udvikle og udbygge vores offentlige sygehuse. Det skal fortsat være sådan, at det ikke er pengepungen der afgør, om du skal foran eller bag i køen, når du skal opereres. – Der skal være lighed i sundhed.

I går var jeg til konference på Aarhus Universitet om uligheden i sundhedsvæsenet. Konferencen var arrangeret af Frit Forum og Lighed i Sundhed. Især det første oplæg af ledende overlæge Frank Farsø Nielsen, Ortopædkirurgisk afdeling på Århus Sygehus, gjorde stort indtryk på mig.

Regeringen, med Lars Løkke Rasmussen i spidsen, har gjort alt hvad den kunne for at ødelægge et velfungerende offentligt dansk sundhedsvæsen. De private hospitaler, som er vokset frem, mere end godt hjulpet på vej af statslige tilskud, udgør en uhyggelig trussel mod de offentlige sygehuse.

Mange offentligt ansatte læger, bruger deres sidste år på at score kassen, ved både at beholde deres gode sikre stilling på det offentlige sygehus, samtidig med at de arbejder på deres eget private hospital. Her udfører de så de letteste opgaver/operationer, for de kan jo selv bestemme hvilke patienter de vil tage. Hvis det så senere går galt for patienten, så har “vi” jo heldigvis de offentlige sygehuse, som ikke kan sige nej til en patient, som har brug for en langvarig indlæggelse, for at rette op på de skader, som måtte være sket.

At der så oveni er den forskelsbehandling, at de private hospitaler får dækket 100% af deres omkostninger ved en operation , mens de offentlige må nøjes med 50%, det er jo kun med til at udhule det offentlige sygehusvæsen yderligere.
Det er ikke for tidligt, at vi får en ny og social bevidst regering i dette land.