Siden den nuværende regering trådte til, har man år for år flyttet penge fra offentlige sygehuse til de private sygehuse. Ikke nok med det. Man har betalt en horribel overpris for at behandle patienter på private sygehuse, og ladet regionerne betale for det.
Resultatet er enkelt nok: De offentlige sygehuse mangler pengene og savner de læger, som bliver forgyldt, når de tager ”den private kittel” på ved arbejdsdagens afslutning på det offentlige sygehus.
Det er en meget dårlig forretning for den danske befolkning. Hvis ikke denne overbetaling blev sendt efter de private sygehuse, kunne et langt større antal patienter blive behandlet. Men det er ikke V, K og O’s ærinde.
I tilgift er det således, at de patienter, som skal omopereres efter at have været på et privat sygehus, blot kan møde op på et offentligt sygehus, og få det gjort her. Imens vasker de private sygehuse deres hænder og henviser til, at ”patienterne skal behandles, der hvor ekspertisen findes”. Det er dog et selvmål af dimmensioner. Man erkender altså at ekspertisen findes på de offentlige sygehuse, men tager sig selv betalt for at operere på deres egne private sygehuse og klinikker.
I stedet for at satse på de private sygehuse, skal vi udvikle og udbygge vores offentlige sygehuse. Det skal fortsat være sådan, at det ikke er pengepungen der afgør, om du skal foran eller bag i køen, når du skal opereres. – Der skal være lighed i sundhed.

Facebook
Flickr